mandag den 10. maj 2010

Fællesspisning

Der har rigtig været liv i huset idag. Vi har startet en fællesspisnings-tradition i vores familie. De mandage hvor jeg har fri (fx oven på arbejdsweekend) - hvilket ca passer med at være to gange om måneden, så laver jeg maden og vi splejser alle om udgifterne (gerne ca 20-25 kr per person - børnene halv pris). Så kommer mine svigerforældre, min mor, min søster og svoger med deres 2-årige tvillinger - og ja så selvfølgelig os selv. Vi valgte mandag, da min søster har sent fri der, og det derfor er rart ikke at skulle hjem og lave aftensmad. Nu har det kørt over et år. Det er selvfølgelig lidt hektisk for det jo er lidt flere at lave mad til- og vi plejer at få to retter, samt der er dobbelt så mange børn i huset. Men nu er tvillingerne blevet to år, og Gustav som er fire syntes efterhånden at Kasper er lidt spændende. Hvilket selvfølgelig også gælder den anden ved om. Idag sad der fx. to små drenge klemt sammen inde i en pap-kasse, mens der blev leget hule efter maden. Dejligt. Og det er nu rart at komme til at være lidt mere en del af hinandens hverdag.
Idag var menuen Parmasan-deller med pastasalat og pestobrød, og til dessert Rabarber-jordbær-hindbær-crumble. Der skulle næsten være rabarber her i maj. Dertil creme frais og is (som nok gled mest ned hos børnene). Parmasandellerne og desserten blev rost til skyerne.
Nu vil jeg ind i sofaen sammen med manden og strikkepindene for at nyde det sidste af desserten.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar