onsdag den 4. august 2010

Miniferie i loppeland

Idag er turen gået mod Samsø på miniferie. Dejligt hvor meget drengene går op i ferie, sommerhus og færgetur. Der var desværre ikke elevator helt op i det fri, men Anton er heldigvis stadig lige størrelsen, hvor han kan komme ud af kørestolen og op på mors hofte at sidde, så han kunne komme med op og få lidt vind i håret og fornemme sejlturen rigtig. Og der var sågar en lille legeplads heroppe, som Gustav straks indtog...sammen med sin cola. Kan stadig huske fornemmelsen fra, da jeg var barn og stod på færgen og kiggede ud over rælingen og betragtede mønstrene i det brusende vand, mens jeg stod og sang lidt for mig selv....og ja vil mene at jeg er rimelig normal...mine drenge var dog fuldstændig uinteresserede i at kigge ned på vandet :-)
I Tranebjerg var der et fint lille sortmalet træ, hvorpå der hang en masse små hvide bånd...der hang en forklaring....man skulle på båndet skrive sit ønske til træet og hænge det op for at blæse i vinden....det måtte vi selvfølgelig gøre....der var endda en trappestige ved siden af, så Gustav selv kunne komme op og være med til at fæstne båndet. Han ønskede sig en kæmpe robot, og jeg en dejlig ferie.
Har opdaget at Samsø er loppeland...hver vej har et hus med et lille loppemarked eller en lille bod ved vejen med lopper eller hjemmedyrkede grøntsager. Så der bliver en masse hyggelige småkig de næste par dage....


Ingen kommentarer:

Send en kommentar