søndag den 15. august 2010

Normalisering....

June har skrevet en kommentar til mit forrige indlæg omkring aflastning om det svære valg herom....mit svar blev så langt at jeg valgte at lave et indlæg herom.
Anton har været i weekendaflastning siden han var tre år gammel. Hans gamle børnehave havde en aflastningsordning i selve børnehaven hver 5. weekend- så det var kendte rammer, kendte børn og kendte voksne -den mest skånsomme måde at starte på, så det ikke gjorde for ondt på forældrene. Og der var en lillebror på vej, som der også skulle være lidt mere tid til . Det første år brugte Anton nok kun et døgn ud af tre voksende til at han som 5-årig brugte hele weekenden Han har heldigvis fået lov til at beholde pladsen, selv om at han er startet i skole, indtil han får et nyt aflastningstilbud. Han har nu i 1½-2 år stået på venteliste til øget aflastning, og næste trin er 92 døgn, hvilket jo faktisk er 1/4 af tiden - fordelt på man-tors og tors -man en gang om måneden. Syntes det lyder voldsomt, men må også indrømme at behovet er der.
En weekend som denne, hvor Anton ikke er hjemme...føles om fredagen som mavefornemmelsen, når man går på ferie...vi kan SLAPPE AF, spise sent, tage udflugter i ro og mag- og steder der ellers var umulige, slå græs uden planlægning, male (som i denne weekend)...og næsten hver gang tænker man "Er det sådan normale familier har det - er det virkelig så nemt". Vi ELSKER at have Anton hjemme, men han kræver bare meget tid på godt og ondt. Og så kan vi også mærke, hvor meget lillebror også slapper af med at have mor og far for sig selv. Bliver godt med fri-hverdage også....engang næste år forhåbentlig

7 kommentarer:

  1. Jeg håber virkelig for jer, at I hurtigst muligt får aflastning. For det er bare hårdt at have et ekstra krævende barn, det går ud over parforhold og søskende. Dermed ikke sagt at Anton ikke er elsket lige så meget som lillebror, men netop for at der skal være overskud til ham i en krævende hverdag, så er aflastning et must! Jeg er glad for, at du deler dit indlæg, og forhåbentligt kan det være med til at andre derude tør sætte ord på de tanker, man egentligt er bange eller skamfuld over at tænke: at det er hårdt med et handicappet barn.
    Jeg er sikker på, at du en gang ogås har haft tanken om, at du som mor ikke slår til, fordi du har brug for aflastning. Men hvor viser dit indlæg bare præcis det modsatte!!!

    SvarSlet
  2. Jeg håber, I får den ønskede aflastning. For selvfølgelig skal I da have det, - for alles skyld, - så der er overskud til at være den gode og omsorgsfulde familie I er.
    Tak for et godt indlæg, som mange vil kunne have glæde af.
    God søndag.

    SvarSlet
  3. Dejlig læsning og skønt du tager emnet op.
    Der er bare nogen der får nogle børn med ekstra behov og det fylder i hverdagen.
    Fantastisk at der er mulighed for aflastning, så man kan være noget for sig selv og resten af familien.
    Har selv to børn med særlige behov og som kræver ekstra i hverdagen, dog ikke i den kaliber at der er aflastning eller lign. på tale.
    Men man skal lige være obs på dem hele tiden. Har man så oveni nogle der skal have fysisk hjælp også, så kan jeg levende forestille mig hvor meget det kræver.
    Er slet ikke i tvivl om, at det er en kæmpe beslutning at tage, at skulle sende sit barn i aflastning.
    MEN man skal altså også have resten af "familie-fabrikken" til at køre.
    Så for min skyld må du gerne sige højt, at det er dejligt at han ikke er hjemme.
    Han har det jo godt der hvor han er og du er klar til at tage en ekstra tørn med ham når han vender hjem igen :).

    SvarSlet
  4. Jeg håber også virkelig, at I får den ekstra aflastning!

    De sidste uger har jeg skrevet på et indlæg, omkring det at skulle have hjælp, for at få familielivet til at fungere.....og alle de følelser og tanker det sætter igang.

    Jeg er dog ikke helt tilfreds med det, så nu må vi se, om jeg overhovedet bliver færdig ;-)

    K.H June

    SvarSlet
  5. Tak for jeres søde kommentarer.
    Glæder mig til at læse dit indlæg June

    SvarSlet
  6. I mine børns børnehave har de haft et forsøg kørende med at integrere "special-børn" i en almindelig børnehave. Det blev til seks børn, hvor der var tre støttepædagoger tilknyttet, altså to specielbørn pr. støttepæd. Dette talte som 12 "børne-enheder" i børnehavens normering. Det har været en spændende proces at følge - og krævende - men med det dygtige personale og børnenes gå-på-mod er det blevet til en lille solstråle-historie.
    Kommunen sparer endog penge idet det er særdeles dyrt at købe special-pladser i en anden kommune.
    Jeg har som forældre lært meget om børn med særlige behov og mødet mellem dem og "normal-børn"! Jeg har nogle gange tænkt: "Jeg kan godt forstå, hvis de forældre har brug for hjælp".
    Nu sparer kommunen, børnehaven er lukningstruet eller skal i bedste fald flyttes. Jeg håber dog stadig at forsøget får lov at fortsætte.
    Bonusen er i øvrigt at børn lærer at vi alle er forskellige og at nogle har brug for mere tid, mere rum, mere støtte.
    Venligst Loppe.
    PS. Jeg ved ikke hvad den helt korekte betegnelse skulle have været... I vores børnehave er ordene "special-børn" og "normal-børn" blevet brugt, og jeg bruger dem her i bedste mening.

    SvarSlet
  7. Der findes også i vores kommune både integrerede pladser i almindelige børnehaver, en børnehave med en specialafdeling og obspladser, samt en ren specialbørnehave. Den rene specialbørnehave har kun 10 børn, og var oplagt for Anton da han startede som 2-årig, da der var mest rolige omgivelser i en lille børnegruppe. Han ville desuden ikke profitere af de "normale" børn, da de er for hurtige for ham - såvel fysisk som mentalt.
    Jeg er ikke så ømskindet omkring de forskellige begreber, hvilket der ellers går meget op i i denne specialverden, og når der tales handicappolitik. Fx. lægges der meget vægt på at det er et barn MED handicap, og ikke et handicappet barn. Det veksler vist noget hvad jeg selv får skrevet og sagt :-)...pånær det mere officielle

    SvarSlet