fredag den 22. juli 2011

Når pæren fungerer

Dette lille broderi er lavet og sat i ramme til en der lige er blevet færdigudlært som elektriker.

torsdag den 21. juli 2011

Så er tilmeldingen sendt......

Min yngste Gustav på 5 år er trods ekstrem krudt i røven også en meget betænksom dreng, som er meget interesseret i hvordan andre har det, og fx min pakkekalenderindsamling til mødrehjælpen de to sidste år. Han har også flere gange været med til at give noget af sit legetøj til genbrug...så der er noget til børn, hvor forældrene ikke har så mange penge.
Snakken har gået en del herom på det sidste. Og nu har Gustav og jeg aftalt at vi skal være indsamlere hos Røde Kors ved næste indsamling, som er den 2. oktober, og der er nu sent tilmelding hertil...
Hvor er det dejligt at han er interesseret i verden omkring ham....og bevidst om at alle ikke har det lige så nemt, som ham selv

onsdag den 20. juli 2011

Lidelse???

Forleden i Føtex så jeg godt et ungt forældrepar kigge lidt efter os og vores unger. Det er vi i og for sig vant til, fordi Anton tit giver sig til at råbe inde i forretninger, bare primalråb, eller hej efter samtlige andre kunder, mens han med et lynhurtigt (specielt af handicappet) sving ud med højre arm forsøger at fange samtlige forbipasserende- eller give dem et dask. Alt efter humør. For at sige det mildt skal han mandsopdækkes i sådanne situationer. Gustav har krudt i røven, og skal som flere børn tit hidkaldes eller irettesættes....specielt når indkøbet hurtigt skal overståes. Men havde bidt mærke i dette par, da kvinden bar et meget lille barn i en flot grøn slynge.
Uden for butikken, blev vi henne ved bilen så hidkaldt af manden...som lige ville høre lidt om hvad Anton dog fejler, og de bekymringer man som forældre har for sit barn, hvilet de måtte erfare med et helt lille spædbarn nu. Og efter et par minutter fik vi en fin lille folder i hånden- fra kristuskirken.
Og så er det jeg faktisk bliver lidt provokeret.
Godt nok er det ikke en dans på roser med et handicappet barn, og selvfølgelig ville jeg have ønsket det anderledes for min søn. Men at tillæge os en lidelseshistorie, og et behov for åndelig støtte som baggrund i dette.....udsøgning af de svage????
Ved god at hans hensigter var gode og bestemt velmenende....men mig provokerede det nærmere.
Jeg er ikke en stakkel, fordi jeg har et handicappet barn.
Jeg er bare en mor, som andre.....

Stjerner

Lavet lidt stjerneøreringe. Selve øreringen er "løs", så man kan også vælge at bruge sølv- eller guldstjernen alene uden den store stjerne. Alt efter humør.


Simple living for real

Der har været stille her på bloggen længe, og jeg vil nu forsøge at komme lidt tilbage til blogland dog i et andet omfang. Der er det sidste halve år sket mange ting privat, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her og nu, men der har gået megen energi hertil. Hvilket der også stadig gør.
Men der er truffet vigtige beslutninger.....efter flere forsøg på simple living-planer og forenkling af vores liv er det nu blevet alvor.
Vi har boet i vores hus i 4 år nu- et nybygger hus som der jo egenlig skulle være lige at gå til. Ingen vedligehold. Vi har og først nu fået malet det sidste træværk, vores hæk er ikke den stores succes, vi kæmper med ukrudt/eller naturhave det meste af tiden, haft en sandbunke til at ligge på vejen gennem et år, ikke haft tid til at lægge indkørslen om mm.
Tiden forsvinder simpelthed, og alt kræver planlægning. Med mine vekslende arbejdstider er der tit kun en voksen hjemme af gangen, og med et handicappet barn, der skal være under rimelig opsyn hele døgnet, og i sine vågne timer skal have hjælp til mange ting. Ja så skal det planlægges bare at slå græsplænen. Pånær når jeg har aftenvagter og drengene er afsted, men så er der jo som ved alle andre familier rengøringen, tøjvasken, indkøb mm. Og Anton skal til ridefys og indimellem sygehusbesøg. Og så bruger jeg en time hver morgen (hvor jeg har fri eller aftenvagt)  på at aflevere unger, fordi specialskolen og børnehaven ligger i hver sin retning- og de skal jo også hentes igen.
Og så har vi prioriteret en mase organisationsarbejde- mest inden for handicap-regi, men min mand sidder i 7 bestyrelser og jeg i 4, så det tager jo også tid.
Vi bruger ikke haven...andet end når den skal passes nødtørftig. Anton kan ikke gå i sine hjælpemidler på græsset, og vi er ikke gode til at bruge tearessen. Så hvorfor bor vi i hus. Det er handicapvenligt ja. Men vi har ikke placeret os hensigtsmæssigt logistisk set, når et handicappet barn ikke går i skole i lokalområdet. Vi er nok mere bymennesker. Ikke havemennesker-som nævnt. Træt af ligusterfascismen...og snakken om naboerne...troede bare at det var det vi skulle. Man køber jo hus.

MEN NU ER HUSET SAT TIL SALG...midt i en boligkrise- perfekt timet. men sådan er livet vel.
Vi ønsker....en mindre lejlighed (dog afhængige af en vis tilgængelighed i forhold til handicap)
Ingen have, der skal passet.
Lejebolig, så man ikke er stavnsbundet af papirpenge.
Friheden ved ikke at have en stor gæld, men have de penge vi har- og mindre boligudgifter.
Vicevært :-)
Bedre placering og minimering af transport.
Mindre dårlig samvittighed over de ting vi aldrig når.
Mere tid til børnene- og livet i det hele taget.

SIMPLE LIVING.
Mod strømmen, mod de flestes logik, men selv om at det er en svær beslutning er jeg sikker på at det er den rigtige......